Det nye nummer af Apparatur bliver fejret med en række oplæsninger og almindelig hygge og festivitas.
Kom og hør Siri Ranva Hjelm Jacobsen, Ursula Scavenius, Jesper Elving og Søren Ulrik Thomsen.
Du kan også købe de sidst udkomne numre af Apparatur på dagen.
Læs mere om Underwood Ink Bogcafe
Læs mere om Apparatur
Tjek også vores Facebook-gruppe
Apparatur er dykket ned i alvoren.
Læs Dmitrij Golynkos digte om den elementære ting, essays om alvor af Lars Bukdahl og Søren Ulrik Thomsen, et interview med Vibeke Grønfeldt, dugfriske digte og prosatekster og meget andet.
Og ja, Apparatur er stadig Danmarks flotteste tidsskrift - denne gang med kunst af bl.a. Claus Carstensen, Hans Petterson, Annika Øyrabø og Nils Erik Gjerdevik.
Tekst
Dmitrij Golynko
Søren Ulrik Thomsen
Lars Bukdahl
Richard Brautigan
Vibeke Grønfeldt
Ursula Scavenius
Jesper Elving
Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Søren Frank
Kunst
Hans Petterson
Anders Krieger
Claus Carstensen
Poul Jupont
Christian Foghmar
Heine Clausen
Annika Øyrabø
Nils Erik Gjerdevik
Venlig hilsen redaktionen
Ansvarshavende redaktør: Anders Benmouyal
Redaktører: Thomas Bo Thomsen, Simon Dencker, Ursula Scavenius, Siri Hjelm Jacobsen, Marie Zeuthen Helstrup
Kuratorer: Christian Foghmar og Anders Benmouyal.
Omslag, layout og sats: Pernille Sys Hansen
… har en blog. Hun udkom med Alt det der er mit d. 28. august, og den glæder jeg mig meget til at læse. Jeg går i gang NU.
Jeg forventede, at det var en god bog. Ikke fremragende, bare god. For det lød sprængfarligt. Eller i hvert fald som et godt koncept. En idé, der kunne komme noget spændende ud af: at ville skildre Hitlers barndom i en roman. For det er målet i Norman Mailers Slottet i skoven.
Fortælleren viser sig ret hurtigt at være djævel af lidt lavere rang end Den Onde, som der kun er én af. Altså en slags underdjævel. Men fortælleren er desværre slet ikke djævelsk. Nærmest ligegyldig. Snik-snakkende. Og kedelig, når han forklarer og redegør for oppe og nede. Og lille Adis ophav. Og Heinrich Himmler, som bliver kaldt Heini bag sin ryg.
Selv om der da sker ting og sager af alt andet end lødig karakter, gør Slottet i skoven hverken fra eller til for mig. Derfor har jeg læst min sidste side i dén bog. Det er det gode ved (halv)dårlige bøger. Man kan lade være.
Apparatur 16/17 er på gaden.
Det er stort dobbeltnummer på 164 sider, flottere end nogensinde og med tema om patafysik og barok. Det kan købes i en række boghandlere i København eller bestilles pr. mail til apparatur(at)mail.dk.
Tjek Apparaturs hjemmeside og bliv medlem af vores Facebookgruppe.
Indhold
Tekst
Alfred Jarry
Jens Blendstrup
Peter Adolphsen & Ejler Nyhavn
poul g exner
Stefan Kjerkegaard
Steen Bille Jørgensen
Jacques Prévert
Christian Bjoljahn
Maria Zennström
Peder Frederik Jensen
Pernille Bolø
Jorie Graham
Robert Zola Christensen
Sofie Kluge
Théophile de Viau
François Villon
Guillaume de Salluste du Bartas
Jean-Baptiste Chassignet
Agrippa d’Aubigné
Robert Schindel
Signe Clausen
Bjarte Eike
Theis Ørntoft
Thomas M.B. Scavenius
Jean Paul
Gabeba Baderoon
Maja Lucas
Kunst
Kaspar Bonnén
Peter Callesen
Jesper Carlsen
Christian Jeppsson
evalou / Eva Louise Nielsen
Knud Steffen Nielsen
Stefan Rotvit
Morten Schelde
Anja Schwörer
Jasper Sebastian Stürup
Maria Wandel
Pris i løssalg: 139 kr.
Årsabonnement (3 numre): 300 kr. (400 kr. for institutioner).
Tidsskriftet Ildfisken har sendt endnu et blad i vandet, nr. 39; denne gang om og med Preben Major Sørensen.
Ildfisken er blevet et tidsskrift i bogformat – det var det allerede fra nr. 37, men jeg er først kommet med nu. Formatet er lidt hen ad Gyldendals tranebøger eller billigbøgerne fra Lindhardt og Ringhof, men papirkvaliteten er langt højere; det er ikke halvgennemsigtigt lokumspapir, hvor trykket mere end anes gennem siderne, og man kan både strege og skrive og bøje og bukke, uden at Ildfisken smuldrer mellem fingrene. Derudover er bladet forsynet med omslag, der vil og kan noget på den visuelle front. Det er blevet en lækker brugsting, man knækker og vrider og smider i tasken og læser i toget. Mit eneste – meget minimale – forbehold er, at typografien er en anelse for sammenpresset; på sider uden afsnitsinddelinger eller blanke linjer bliver skriftbilledet for tæt, og det kan være svært at holde orienteringen.
I forhold til en ’rigtig’ bog, fx en monografi, et portræt eller en antologi, kan tidsskriftsformen – indholdsmæssigt – virke lidt uforpligtende. Til gengæld er der plads til det mere afsøgende, prøvende, eksperimenterende eller skæve; det lidt mere tidsbundne, kan man måske kalde det.
Ildfisken nr. 39 er om ikke eksperimenterende, så i hvert fald afsøgende, prøvende og skæv på den gode måde. Majoren har selv ordet i en lang tekst og et langt interview. Derudover er der nyskrevne tekster af Mikkel Thykier, Maja Elverkilde, Dennis Gade Kofod, Jesper Wamsler og Harald Voetmann samt nyoversættelser af Ernst Jünger. Og jeg synes, at det alt sammen er brandgodt.
Man får ikke den store, forkromede præsentation af Majoren, men alligevel fungerer bladet som en indgangsvinkel til hans forfatterskab; uden at det bliver for de indforståede, bliver der skrevet (rundt) om nogle af de ting, der brænder på: det skidne, en inhuman brutalitet, sort og afsindig humor osv. Ildfisken nr. 39 er både for Major-kendere og folk, der har lyst til at dykke ned i et lidt overset hjørne af dansk litteratur.
Citat (fra interviewet, der mere fremstår som en monolog): ”Jeg begyndte med at skrive videnskabelige afhandlinger, da jeg var 13-14 år. Jeg var stærkt optaget af biologi. Jeg havde anskaffet mig et mikroskop og studerede råddent blomstervand fra mine mors blomstervaser” (s. 41).
NB Jeg kan godt lide det svenske billigbogsmarked. Bøgerne er netop billige, og koster som regel 30-50 svenske kroner. Når man er færdig med bogen, kyler man den ud. Hvis man er til den slags. Det er i hvert fald ikke prisen på bogen, der afholder en fra at gøre det. Danske billigbøger er også ’billige’, undtagen når man kigger på prisen. Derfor er det sjældent, at jeg køber sådan en til en togtur, desværre. Så hellere et tidsskrift, der kan holde til lidt slid.
Ikke helt, men næsten en måned er der gået siden sidst. Og jeg har bl.a. fået læst Thomas Pynchons Mason & Dixon. Hvilken bog! For et par år siden læste jeg Katalognummer 49 udbydes, og den gav mig ærlig talt ikke lyst til at læse mere Pynchon. Jeg husker det som en jævnt hen kedelig bog, der gled ud i en fis af identitetsforvirring og maskespil, og det føltes som lektielæsning af blive færdig med den.
Men Mason & Dixon er ren lystlæsning. En kammerat gav mig et lille skub, og bogen fængede med det samme. Den er fabelagtigt godt skrevet og bugner af den ene mere grotesk morsomme historie efter den anden, og det er forbavsende få af de over 800 sider, der ikke holder niveau.
Mason & Dixon er fra 1997 og udkom på dansk i 2002. Og den er skrevet i et sprog, der hører 1790’erne til. Umiddelbart tænkte jeg, at det da var lidt krukket at skrive på et 200 år gammelt sprog (og at det må have været noget af et arbejde at oversætte den). Men mine forbehold forsvandt efter få linjer. Det arkaiske sprog gør simpelthen bogen endnu mere morsom og giver historierne en ekstra dimension.
Kort fortalt handler Mason & Dixon om en landmåler og en astronom, der tjener under den britiske krone. Deres største opgave bliver at markere grænsen mellem Pennsylvania og Maryland i Amerika, og det tager flere år. Undervejs møder de oprørske amerikanere (det er i årene op til revolutionen og Uafhængighedskrigen), rabiate jesuitter, talende hunde, en mekanisk og delvist usynlig and, en mand, der ved fuldmåne ikke forvandles til en ulv, men til en bæver, der fælder træer hurtigere end den store svensker Stig. Og alle mulige andre.
Men de er bl.a. også på Kap Horn for at observere en venuspassage (planeten Venus passerer forbi solen), og her møder de den flamske og ganske liderlige familien Vroom(!). Og på vej derned bliver de angrebet af en fransk fregat, der nærmest pulveriserer den noget mindre skude, Mason og Dixon sejler med.
Selv om de to herrer både bævrer af angst, danser og råber af sanseløs druk og drikker afsindig meget kaffe, er der alligevel ingen tvivl om, at de er et par vaskeægte gentlemen. En vis facade holdes. I forhold til det, de oplever, skal der noget til at hyle dem ud af fatningen, der er en vis ophøjet ro over dem. Og derved bliver bogen blot endnu mere morsom.
For udover at Mason & Dixon er godt skrevet og komponeret og fortalt på en løsagtigt springende måde, er dens største kvalitet dens humor og dens humør. Hvis man er til den slags, Pynchon disker op med i den bog, er det simpelthen en guldgrube.
Endnu en samling af folk, der producerer god radio: Radiofonisk Selskab.
Og disse her er lidt længere fremme i den elektroniske sko: Man kan bl.a. hente alle udsendelserne som podcast.
Linket har jeg fra Christian Yde Frostholms artikel, “Ny damp under radioen”, i Weekendavisen, nr. 19. Læs den.
En række gode og kompetente radiofolk er gået sammen om at lave en ny og seriøs radio.
Den gik i luften i sidste uge og sender over nettet i en gentaget, tre-timers stream. ANBEFALES!
(Linket har jeg oprindeligt fra Martin Glaz Serups Kornkammer.)
Jens Blendstrup og Frodegruppen 40 udgav i 2001 cd’en Piksvingeri & Negerlege. Den er blevet genoptrykt af ELEKTROLYT.
Se nummeret “John danser grøntsag” i Den 11. Time.
Eller tre numre optaget i Den Sorte Diamant.
Eller videoen til “Oh Else“.
Henvisningerne har jeg fra ELEKTROLYT.
Frodegruppen 40 har deres egen hjemmeside.
Jeg er ret vild med “Har du set noget til krabaten”, men bl.a. numrene “Græsslåning 1″ og “Nu stævner kæmpekvinden ud” er også fremragende.
