Moppedreng
June 1st, 2008
Ikke helt, men næsten en måned er der gået siden sidst. Og jeg har bl.a. fået læst Thomas Pynchons Mason & Dixon. Hvilken bog! For et par år siden læste jeg Katalognummer 49 udbydes, og den gav mig ærlig talt ikke lyst til at læse mere Pynchon. Jeg husker det som en jævnt hen kedelig bog, der gled ud i en fis af identitetsforvirring og maskespil, og det føltes som lektielæsning af blive færdig med den.
Men Mason & Dixon er ren lystlæsning. En kammerat gav mig et lille skub, og bogen fængede med det samme. Den er fabelagtigt godt skrevet og bugner af den ene mere grotesk morsomme historie efter den anden, og det er forbavsende få af de over 800 sider, der ikke holder niveau.
Mason & Dixon er fra 1997 og udkom på dansk i 2002. Og den er skrevet i et sprog, der hører 1790’erne til. Umiddelbart tænkte jeg, at det da var lidt krukket at skrive på et 200 år gammelt sprog (og at det må have været noget af et arbejde at oversætte den). Men mine forbehold forsvandt efter få linjer. Det arkaiske sprog gør simpelthen bogen endnu mere morsom og giver historierne en ekstra dimension.
Kort fortalt handler Mason & Dixon om en landmåler og en astronom, der tjener under den britiske krone. Deres største opgave bliver at markere grænsen mellem Pennsylvania og Maryland i Amerika, og det tager flere år. Undervejs møder de oprørske amerikanere (det er i årene op til revolutionen og Uafhængighedskrigen), rabiate jesuitter, talende hunde, en mekanisk og delvist usynlig and, en mand, der ved fuldmåne ikke forvandles til en ulv, men til en bæver, der fælder træer hurtigere end den store svensker Stig. Og alle mulige andre.
Men de er bl.a. også på Kap Horn for at observere en venuspassage (planeten Venus passerer forbi solen), og her møder de den flamske og ganske liderlige familien Vroom(!). Og på vej derned bliver de angrebet af en fransk fregat, der nærmest pulveriserer den noget mindre skude, Mason og Dixon sejler med.
Selv om de to herrer både bævrer af angst, danser og råber af sanseløs druk og drikker afsindig meget kaffe, er der alligevel ingen tvivl om, at de er et par vaskeægte gentlemen. En vis facade holdes. I forhold til det, de oplever, skal der noget til at hyle dem ud af fatningen, der er en vis ophøjet ro over dem. Og derved bliver bogen blot endnu mere morsom.
For udover at Mason & Dixon er godt skrevet og komponeret og fortalt på en løsagtigt springende måde, er dens største kvalitet dens humor og dens humør. Hvis man er til den slags, Pynchon disker op med i den bog, er det simpelthen en guldgrube.
Leave a Reply