Homepage
Sunday 27. April 08
Kan man forestille sig bøger udstyret med læseanvisninger? Lige som man på flapperne kan finde lovprisninger og klip fra anmeldelser, kan man så finde anbefalinger til, hvordan og hvorledes bogen med fordel kan læses?
I så fald kan man på Milan Kunderas Udødeligheden skrive: Bør læses med lettere tømmermænd!
Den løsagtige koncentration, som kombinationen af for lidt søvn og for meget alkohol, giver, egner sig fortrinligt til at følge den meget essayistiske roman. Og på grund af den lidt valne sindstilstand sorteres udefrakommende adspredelser fra. Man får så at sige nok i at følge bogens adspredelser og sideløbende veje og stier, utallige som de er.
De må selvfølgelig ikke være for slemme, tømmermændene. Man skal kunne holde til at læse. Og så er bogen også for lang at læse på tømmermænd. I hvert fald én omgang tømmermænd. I det hele taget er det en lang bog. Den er nok også for lang. Jeg tabte i hvert fald lidt interessen undervejs, selv om visse passager brænder igennem, fx de forestillede dialoger mellem Goethe og Hemingway.
På ene side er Udødeligheden en fremragende roman. Den måde, man bliver ført gennem den på, er mesterlig. Men på den anden side kan man spørge, om Kundera ikke skulle have skrevet en essaysamling i stedet?
sd |
Blandede fornøjelser |
Thursday 24. April 08
For et års tid siden faldt jeg over Skjoldhøj Arkivet: en række radioudsendelser lavet i og om Danmarks største parcelhuskvarter, Skjoldhøjparken, der ligger nordvest for Århus.
Udsendelserne blev sendt i sommeren 2002, og jeg kan huske, at jeg dengang hørte i hvert fald én af dem. Sidste år, eller måske allerede noget før, kom de så som podcast. Jeg fik hentet dem alle, og pludselig var der gået to dage. Det var simpelthen godt!
sd |
Blandede fornøjelser, Links |
Thursday 24. April 08
Lån lydbøger over nettet på Netlydbog.dk.
På et eller andet tidspunkt får de det vel også til at virke på en mac og en iPod.
sd |
Links |
Tuesday 15. April 08
Det er mærkeligt så deprimerende, den er, Jørgen Leths film, Notater om kærligheden – og næsten paradoksalt set i lyset af den titel.
Nogle vil måske synes, at den er kedelig. Nej, jeg synes ikke, at den er kedelig, jeg synes, at den er deprimerende. Men hvorfor?
I og for sig er det jo en film fuldstændig som nogle af hans andre. Virkemidlerne er de samme: lange indstillinger; skuespillere, der ’leger med tomheden’ og improviserer noget frem ud fra tilsyneladende meget sporadiske instruktioner (Claus Nissen!); melankolsk musik; scenerne sat sammen i en næsten tilfældig rækkefølge (der er dog tydelige kronologiske spor, fx turen i junglen, hvor de optager i en landsby); tomme rum med dagligdagens rutiner.
Men allerede fra begyndelsen sker der også noget anderledes. Jørgen Leth barbarer sig, og efter et stykke tid siger han i en voice over: ”Ulyst. Ulyst. Af helvede til. Jeg er ikke klog. Jeg ved ingen ting. Gider ingen ting. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få fat. Mit hoved er i stykker. Min krop synker ned mod jorden. Min hånd er en fremmed genstand. Uorden. Kaos. Jeg tager papiret ud af maskinen. Det er en handling. Jeg ryger en cigaret.”
Rutinen, det manuelle, daglige arbejde, – at barbere sig, at tage tøj på, at ryge en cigaret – disciplinerer, skaber rammer, får tiden til at gå. Skubber manden, og lad os bare kalde ham Jørgen Leth, gennem en depressiv tilstand, sørger for, at han ikke sidder fast.
Måske er Notater om kærligheden udtryk for en stålfast vilje til at dykke ned i en slags kærlighedsdepression? Se, hvad kærligheden også er? Insistere.
Alle skuespillerne er så sammenbidte. De foretager sig grundlæggende de samme ting, som i de andre film. Men de gør det meget mere sammenbidt. Der er slet ikke samme grad af leg over det. Umiddelbart ser der ud til at være en større grad af ’nødvendighed’ eller ’indre tvang’ over deres handlinger. De skal! Og derfor: en helt anden ’aura’ omkring deres ageren. Galskab uden den humor, der kendetegner tidligere film (fx en mandlig skuespiller, som tager jakken af og på – gentagne gange, hurtigere og hurtigere, mere og mere som en tvangshandling, panisk).
Filmen er måske en måde at arbejde sig gennem depressionen. Kald den kunstnerisk, terapeutisk eller lign. Det er ikke så afgørende for mig, hvad man kalder det. Men jeg fornemmer en anden vilje bag den. Måske er Jørgen Leth selv et godt billede på det: hvordan han og hans filmhold er til stede i landsbyen i junglen. Både alvorlige og uinteresserede i, hvad der foregår. Meget korte instruktioner af kvinder og mænd, men ikke nogen udveksling mellem dem. Det er som om, at filmfolkene dukker op i byen, tager deres billeder og smutter igen. Et tilfældigt indslag i dagligdagen, som ikke efterlader spor.
Måske er filmen en vej ud af, men også en insisteren på depressionen? Læser jeg for meget ind i den? Nej, det tror jeg ikke. Notater om kærligheden skal, måske mere end nogle af Jørgen Leths andre film, ses i sammenhæng med ham som person og andet af hans arbejde – her: Det perfekte menneske, Livet i Danmark og Det gode og det onde.
Det sidste kvarter, hvor man ser en mor med sin datter, har karakter af forløsning. Og afslutningsvis ser man Jørgen Leth (Claus Nissen har vel fungeret som hans alter ego indtil da i filmen) sidde ved sin skrivemaskine og hamre i tasterne. Aaah. Endelig! Nu kan han arbejde igen.
Og når man så er blevet rigtig deprimeret, kan man passende kaste sig over De fem benspænd for at blive i godt humør igen.
sd |
Blandede fornøjelser |
Monday 14. April 08
I de sidste par uger har jeg haft selskab af Jørgen Leth. Han har ikke været her hele tiden. Det drejer sig mere om en række ophold på typisk mellem to timer og tredive minutter. Men det har været ganske fornøjeligt. Og spændende. Rent ud sagt en perlerække af gode oplevelser. Og det er slet ikke slut endnu.
Det drejer sig selvfølgelig om de to første DVD-bokse med Jørgen Leths film. I kraft af solid, økonomisk støtte fra Flemming Skousboe/Møllehegnet Holding A/S er det blevet muligt at udgive Jørgen Leths film på DVD. Det sker i seks bokssæt, hvor filmene er samlet tematisk: antropologiske film, sportsfilm, rejsefilm, portrætfilm osv.
Det tog mig noget tid af skaffe boksene. Ikke fordi de var svære at få fat i, tværtimod. Jeg fik det simpelthen bare ikke gjort. Men så fik jeg til gengæld også set film:
De store sportsfilm: En forårsdag i helvede og Stjernerne og vandbærerne. På en og samme tid både spændende, poetiske og pædagogiske i deres behandling af cykelløb. På nogle områder har tiden været lidt hård ved dem (hvis man fx sammenligner med søndagens Paris-Roubaix, vist på TV2): monolyd, der nogle virker som om den er optaget gennem en telefon, og glimt af falsk lys (som der for øvrigt er endnu mere af i Motion Picture). Men alt i alt er de jo fremragende!
Mellem de antropologiske film står Livet i Danmark og Det gode og det det onde stærkest. Det er fantastisk at kunne se dem lige efter hinanden – og opdage, at de stadig holder. Og så selvfølgelig De fem benspænd, der tager udgangspunkt i den lille perle, Det perfekte menneske, med bl.a. Claus Nissen.
Han går igen i flere af filmene, og næsten alle steder formår han at få meget ud af ingenting, mens han skiftevis klovner, nynner, danser, spiser og synger sig gennem scenerne. Nogle gange sidder man bare og venter på næste gang, han dukker op i filmen.
Den næste boks, rejsefilmene, er her nu. Den kan bl.a. købes i Cinematekets film- og boghandel. Af sted, af sted!
sd |
Blandede fornøjelser |
Monday 7. April 08
Morten Sabroes Du som er i himlen er en meget personlig reportage fra et ophold i New York i foråret 2007. Det skulle resultere i en bog om Hillary Clinton, men han kom hjem med en bog om sin mor.
Jeg tænker på bogen som en reportage: Sabroe sender klip hjem fra sin rejse tilbage i tiden. På bagsiden af bogen kaldes den ”et personligt dokument”, og fint for mig. Det er den også. Jeg kan bare godt lige ‘reportage’, fordi de lægger mere vægt på det journalistiske i bogen.
Morten Sabroe ser tydelige ligheder mellem Hillary og sin mor. Hillary bliver udgangspunktet, et billede, der sender ham videre, så han ender med at stå midt i det problematiske forhold til sin mor. På den måde bliver bogen til et dobbeltportræt af de to kvinder, men frem for alt er Du som er i himlen et portræt af Morten Sabroe selv. Lige fra den flæbende 60-årige mand, der ligger i sin seng i New York og græder øjnene ud af hovedet, over den aldrende ægtemand og far, allerede ramt af én blodprop, som forsøger at nå så meget som muligt, inden det er for sent, til den selvironiske og meget morsomme skribent, der nyder at drikke scotch og mojitos på French Toast og Cuba Bar.
Der er en skøn essayistisk lethed over stilen, og Sabroe formår at trække streger mellem de to mande-kvinder uden at det bliver postuleret eller virker fortænkt. Personlig er jeg nok mest glad for den del af bogen, som foregår i og på vej til New York. Men det hænger nok meget sammen med, at jeg fik sådan en pokkers lyst til også at komme dertil. Jeg vil også til NY! Nu!
sd |
Blandede fornøjelser |
Monday 31. March 08
Jærnet af Harald Kidde er en umulig og mislykket bog. Det er en stor og imponerende kuldsejlet roman, der til tider er ganske fascinerende, men i det lange løb også er ulidelig at læse.
Romanen udkom i 1918, og få dage efter døde Harald Kidde, ramt af Den spanske Syge. I efterskriftet til Jærnet kan man læse, at romanen var tænkt som første del af en tetralogi: Der mangler altså tre bøger. Og der er ingen grund til at tro, at de tre følgende ville blive mindre i omfang eller specielt anderledes i stil. Alt i alt et respektindgydende og monomant projekt, tænker jeg.
For det meste følger man den unge Steffan, en ung og uhyre følsom dreng. Men i lange passager er han helt væk. Generelt er bogen præget af utallige brud, der virker abrupte og umotiverede. Det hele virrer og flakker, og sproget skifter ustandseligt stilleje. Men hvis der er noget, som kendetegner Jærnet, så er det, at alting betyder uendelig meget. Eller sådan opleves det i hvert fald. Temperamentet svinger lige fra det råbende til det hviskende, men alt er præget af en voldsom, symbolistisk betydning. Symboler og allusioner står i kø for at losse betydning ned over læseren. Man kan næsten ikke være i bogen for bare betydning.
Kombinationen af den unge Steffan og den overvældende, skæbnesvangre betydning kan gøre det svært at fuldføre bogen, fordi man slet ikke kan holde ham ud. Han bliver for patetisk og flæbende.
MEN egentlig kan jeg godt lide bogen. Fordi den simpelthen er så for meget på alle mulige måder. Og fordi at den er så splittet. Den virker meget gammeldags (jvf. det ovenstående), men opleves samtidig også ret moderne. Sproget kommer op at køre på sig selv på en måde, der på mig virker ret moderne, og på trods af den noget ældre odør kommer jeg til at tænke på ord som ’profetisk’, ’tungetale’ og ’prædiken’, når jeg skal beskrive bogen.
Derudover ser jeg den næsten for mig som en stor og grotesk professorterning (Rubiksterning). Som om den er blevet vredet af et par kollosale hænder og fået tæv af en endnu større hammer. Helt skæv, med de små kuber skråt ind mod hinanden, nogle hænger måske endda. Andre er lavet af blankpoleret stål og kunne stamme fra en skulptur af Donald Judd.
Prøv at løfte den. Den er tung, men svæver også sine steder.
sd |
Blandede fornøjelser |
Saturday 15. March 08
Brødrene James og Adam Price kokkererer og snik-snakker om deres far, John Price, i et madprogram på DR2: Spise med Price.
Hvis man er til klassisk madlavning og broderlig hø-hø-humor, skal man se det. Jeg er i hvert fald blevet godt underholdt og temmelig sulten af deres første tre programmer.
sd |
Blandede fornøjelser, Links |
Tuesday 11. March 08
For et stykke tid siden skrev Kim Blæsbjerg lidt om den musik, han hører i forbindelse med skrivning. Og det fik mig til at tænke over, hvilken rolle musik spiller i min skrivning. Og hvordan jeg lytter til musik.
Der er uden tvivl en forbindelse mellem min skrivning og den musik, jeg hører. Lige som der er forbindelser mellem alt muligt andet, jeg foretager mig. Men det er yderst sjældent, for ikke at sige aldrig, at jeg på den måde bruger musik til at komme i en bestemt stemning, som jeg fornemmer, at Kim Blæsbjerg gør. Musik rammer mig ikke på dén måde.
Jeg lytter ikke så meget til musik, som jeg måske gerne vil. Men jeg får jo heller ikke læst så meget, som jeg gerne vil. Til gengæld forsøger jeg at lytte til en masse forskelligt. Og jeg forsøger også at skrive lidt om det i ny og næ.
Hvis jeg bruger musik, så bruger jeg det i en søgen. Jeg leder – efter ny musik. Noget, der fænger mig, åbner nye døre. Måske endda skaber en revolution i ministørrelse mellem ørerne. Som da jeg i folkeskolen lyttede til Jimi Hendrix eller senere noget af det gamle Santana (1966-71). Eller da jeg hørte Malk de Koijn!
Det var egentlig ikke noget musik, der lå lige for. Jeg havde altid tænkt, at hiphop ikke lige var noget, som ville interessere mig. Men der gik vel et par år, hvor jeg reelt nøjedes med at bytte rundt mellem deres to plader Smash Hit in Aberdeen (1998) og Sneglzilla (2002). Når jeg havde lyttet den ene igennem, kom den anden på.
I dag hører jeg det ikke længere. Kun ved særlige lejligheder. Jeg er på en måde færdig med dem. Men de udpegede selvfølgelig Bikstok Røgsystems Over stok og sten (2005) og Natasjas I Danmark er jeg født (2007) osv.
Man kan nok sige, at de nævnte plader udgør et spor i den musik, jeg lytter til. Den næste i rækken kunne være Booty Cologne: 2007 BC, som jeg endnu mangler at give en seriøs gennemlytning.
Et andet musikspor kunne være mere præget af country og folk: Magnetic Fields: 69 Love Songs – 16 Horsepower: Sackcloth ’n’ Ashes – Balkan Beat Box – Beirut: The Flying Club Cup og The Gulag Orkestar. Sidstnævnte gruppe lytter jeg lidt til hver eneste dag for tiden. Mens jeg kun lige var en meget kort tur omkring Balkan Beat Box.
Og hvad er det så, der trækker i mig, når jeg lytter til noget i en længere periode? Hos Malk de Koijn var det både deres afsindige tekster og deres forskellige roller: den grænseløse leg. Og selvfølgelig deres på én gang pågående, men også melodiøse beats (hvis man kan sige, at beats kan være melodiøse?).
Og det var helheden. Hvis ikke teksterne havde været så gode, ville jeg nok ikke være blevet fascineret på den måde. Og hvis jeg ikke havde kunnet udholde musikken, kunne det have været det samme. Nu kunne jeg slet ikke lade være med at synes, at det var ’phantastisk’.
Hos fx Beirut er det mere de skævt skårne tonerækker og en inciterende rytmesektion. Der er et tranceskabende aspekt i deres gentagelser. Folkedansens evige igen og igen. Og det er jeg vild med for tiden. Men det er også det, som gør, at jeg nogle gange slet ikke kan klare at lytte til det. Så skal jeg høre noget helt andet. Lige nu!
Det kunne fx være The National: Boxer. Eller Built to Spill: You in Reverse, som jeg er blevet ved med at vende tilbage til, siden jeg fik mig lyttet igennem det første og fremragende nummer på pladen.
Til sidst skal det siges, at jeg har et seriøst problem med at slukke midt i et nummer. Lidt som at lukke en bog midt i et kapitel, bare meget værre. Og når man hører al sin musik over computeren, kan der være ret mange stykker musik efter hinanden.
sd |
Blandede fornøjelser |
Thursday 21. February 08
Cormac McCarthys seneste roman, Vejen, eller The Road, blev næsten helt igennem positivt modtaget af anmelderne, da den kom på dansk for kort tid siden. Jeg forstår godt hvorfor. Den er grusom, dybt ubehagelig og næsten uafrystelig.
Det er en dystopi. Man følger en mand og hans søn på vandring i et USA, der er smadret af atomkrig. Det er flere år siden, men alt er endnu brændt og goldt, og nogle af de få overlevende har samlet sig i kannibalistiske grupper, der bekriger hinanden, og som manden og drengen af gode grunde forsøger at undgå.
Der er nærmest intet forsonende over bogen. Stilistisk minder Vejen om fx Intet land for gamle mænd. Korte sætninger, nøgterne beskrivelser, meget lidt fortællende. Men Vejen er renset for alle tilløb til (sort, underspillet) humor, og den menneskelige godhed, der trods alt har en plads i Intet land for gamle mænd, ser man kun meget lidt til her. Og så meget mere velgørende er det da også, da det endelig dukker op et andet sted end blot mellem drengen og manden.
Der er tilløb til et storladent prædikensprog, men det tager heldigvis ikke overhånd. Derudover passer det fint med romanens grundlæggende scene: et land efter ragnarok.
Et af de mest fascinerende aspekter af Vejen er, for mig at se, de landskabs- og bybilleder, jeg ser for mit indre øje. Billeder, som jeg fascineres af på samme måde, som jeg blev tiltrukket af det mennesketomme New York i filmen I am legend. (Desværre noget af det eneste fascinerende ved dén film.) Hvor man stopper op og glor. Hvad pokker er der sket?!?
I Vejen får man ikke forklaret katastrofen med den store og kvælende pædagogiske pensel (hvilket trist nok sker i I am legend). Og det tomrum er med til at gøre historien så meget stærkere, tror jeg. I hvert fald gik bogen rent ind hos mig.
sd |
Blandede fornøjelser |